Af Lasse Borch Frisendal
I 2018 udkom Den skyldige, og med den etablerede Gustav Möller sig som en ny og lovende instruktør i dansk film. På grund af filmens succes, der blandt andet resulterede i et amerikansk remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, var alles øjne pludselig på Möller, og hvad hans næste værk ville bringe. Nu, seks år senere, har vi endelig fået svaret i form af fængselsdramaet Vogter.
Den titulære vogter, ved navn Eva (Sidse Babbett Knudsen), lever et forholdsvist stille, rart og rutinefyldt liv som fængselsbetjent. Hun er flink mod fangerne og leder endda gruppemeditation for dem. Men dette idylliske fængselsliv afbrydes pludseligt, da den benhårde fange Mikkel (Sebastian Bull), der myrdede hendes søn, bringes til fængslet. På grund af dette beder Eva om at flytte til den unge mands afdeling, den mest barske i hele fængslet, hvor hun i skjul forsøger at finde sine egne måder at straffe ham på.
Som det også blev illustreret i Den Skyldige, har Möller en stærk sans for det klaustrofobiske filmsprog. I Vogter er det ofte smukt, men samtidig så anspændt, at man selv føler sig fængslet. Visuelle detaljer som komposition, kontrast, brug af farver og valget af billedformat, giver filmen en nærmest hypnotisk kvalitet og en delvist ubehagelig atmosfære, der er betagende fra allerførste frame.
Denne atmosfære og indlevelse fremmes også i høj grad af fantastiske præstationer fra både Sidse Babbett Knudsen og Sebastian Bull. De to skuespillere har også, på trods af skrigekonkurrencerne i dele af filmen, en elektrisk kemi, man ikke kan holde øjnene fra, som eksempelvis i scenen hvor de hemmeligt deler cigaretter. Det skal også påpeges, at Bull især giver en vis vægt og dybde til en karakter der, i andre hænder, kunne virke en anelse endimensionel.
På trods af stærkt skuespil og en skarp sans for det visuelle, falder Vogter desværre lidt fra hinanden, når det gælder den reelle fortælling. For efter at Mikkel er ankommet i fængslet, bliver handlingsforløbet utrolig ensartet, og det momentum, der ellers var blevet bygget op, bliver næsten stillestående mod midten af historien. Herudover har hovedkaraktererne en meget begrænset udvikling. Resultatet er en statisk film, der gerne vil sige en hel masse, men som bare ender med at mumle det.
For Vogter bringer nemlig en masse spændende ideer og tematikker op som dens kerne. Blandt andet hævn, tilgivelse, kærlighed, retfærdighed og systematisk uretfærdighed er sat op som at essentielle diskussionspunkter og for endnu mere kompleksitet, kan der også læses bestemte ødipale træk ind i hovedkarakterernes forhold. Men med så meget på hjerte, ender Vogter desværre med at falde under vægten af alle disse tematikker, der samtidig føles en tand overfladiske, blandt andet på grund af det stillestående plot og karakterengagement.
På den måde er Vogter frustrerende. For filmen er skabt af en særdeles lovende dansk instruktør med en spændende stil, der har samlet mange andre danske stortalenter til at skabe et ambitiøst værk, som er smukt på mange måder. Men gennem stagnerende plot og karakterer ender den alligevel som dramafacade. For i Vogter bliver der råbt, grædt og kastet med lort, men der er desværre meget lidt af det, der sidder fast.
Kommentarer